Skip links

De unge tager mikrofonen og sætter deres præg på stemmerne

De unge tager mikrofonen og sætter deres unikke præg på stemmeverdenen!

Så sidder jeg her og instruerer mine egne børn og min niece til forskellige jobs. Det er som at være den famøse “Momager” (ja, det er en ting), der guider mine børn ind i voiceover-branchen. Og lad mig sige dig, det er ikke uden udfordringer og et par øjenrul fra teenagerne! Vi kan starte med min søn, Vigfus, der begyndte sin stemmekarriere som en lillebitte 10-årig. Hans første store optræden var som stemmen i en Arla-reklame, og fra da af tog hans karriere fart. Han har lavet reklamefilm, lagt stemme til en Netflix-serie og meget mere. Jeg er stadig imponeret over, at min søn opnåede alt det, før han blev gammel nok til at købe en energidrik! 

Min datter, Elva, har også indtaget scenen med sin talentfulde stemme. Hun har givet liv til den sødeste guldfisk, Tetra, i DR’s nye hitserie “Karlas fantalastiske klasse”. Og hold nu op, den serie har endda vundet en pris! Stoltheden strømmer ud af mig, når jeg ser min datter være den seje guld-fisk på skærmen. Men vent, der er mere!I går fik Elva chancen for at lægge stemme til en kort dokumentarfilm om en elitegymnast fra Ukraine. Og gæt hvem hun fik lov til at arbejde sammen med? Intet mindre end Simon Lereng Wilmont, en instruktør, der er blevet OSCAR-nomineret! For hans film ‘A house of splinter’

Jeg mener, det er en seriøs karriere, og jeg føler mig næsten som en ægte agent, der forhandler kontrakterne for mine børn. 

Unge-instruktør på film

Når vi er i studiet og indspiller demoer til auditions, er det mig, der træder i karakter som instruktøren. Og lad mig fortælle dig, det er ikke altid nemt at være mor og instruktør på én gang. Mine teenagebørn kan nogle gange rulle øjnene af mig og synes, det er mega irriterende, når jeg retter på deres udtale eller prøver at give dem mere energi i deres præstationer. Men hey, jeg er jo nødt til at vise dem vejen, og lægge niveauet højt. De ved inderst inde, at jeg har ret, selvom de ikke vil indrømme det. Jeg har også haft fornøjelsen af at instruere min niece, som forhåbentlig snart snupper et job.

Et af de tip, som jeg altid videregiver til de unge, er: Læs manus igennem, men pas på med at øve dig for meget. Ja, sørg for at kende alle ordene og deres udtale, men vær ikke for overdrevent forberedt. Du ved, når man har øvet sig for meget, kan man komme til at indøve bestemte stemninger eller måder at sige tingene på, som slet ikke er den retning, instruktøren vil have. Det er som om, man bliver en fasttømret skuespiller i sin egen private forestilling, og det er ikke altid det, der efterspørges.

På denne adresse er jeg simpelthen en “Momager” , når det kommer til at præsentere unge talenter. Og det bedste af det hele er, at de fleste af disse talenter også mestrer engelsk på et flydende niveau. Så verden kan bare gøre sig klar! De unge talenter er på vej, og de er fulde af energi og vilje til at erobre stemmeverdenen med deres unikke stemmer og charme. Det er bare med at holde øje med dem! Eller skrive til mig…

Leave a comment