Hvordan kommer man hjem – en samtale mellem Cille og Mille episode 045
Hvordan kommer man hjem?
Nu har jeg været på dansk jord i 3 måneder, og der begynder at tegne sig et billede. Et billede af ro, men også mange tanker. Nogle dage er fantastiske, andre mere udfordrende.
Cille Rosentoft, som er med i dagens podcast, er vendt hjem til Danmark efter 2 års jordomsejling på familiens båd.
Jeg har inviteret Cille på kaffe i Sletten Havn for at høre, hvordan hun oplever det at komme hjem igen.
Hvis du har prøvet at være ude længe, levet på en båd eller ude i verden i en anden kultur, kan det faktisk være ekstremt svært at komme tilbage til Danmark.
Det er noget af det, Cille og jeg taler om i dagens podcast.
Jeg kan bedst selv beskrive det sådan, at jeg ofte føler mig fremmed i mit eget land.
Jeg har interviewet Cille en gang før, fra Sankt Martin, hvor hun var på sin jordomsejling med sin familie. Cille er i mine øjne virkelig modig, fordi hun faktisk ikke selv er sejler, men eventyrer ligesom jeg selv. Alligevel har hun sejlet over Atlanten med sine 4 børn. Jeg ville dø af skræk.
Ny kultur – nye værdier – mere tid
Cille og jeg har en samtale om at vende hjem, om nye værdier og om at blive sluset ind i det danske samfund på godt og ondt.
Vi taler om at have travlt, om kalender-tyranni og om at finde sine sko i bogstaveligste forstand.
Cille er et af de mest autentiske mennesker, jeg har mødt – hun er uden filter, ærlig helt ind til benet og har gjort sig nogle ret vilde refleksioner om deres liv. Jeg håber, du kan blive inspireret.
Jeg håber, at Cille og min samtale kan inspirere dig til at leve det liv, du drømmer om, og faktisk vil jeg sige, det var meget nemmere at tage ud end at komme hjem. Det er måske noget at have in mente, hvis du drømmer om et liv uden for Danmark et stykke tid.
Tak fordi du er her.
Du kan støtte podcasten her. Vi bukker os i støvet. Tak.
Kærligst Mille
Podcast: Afspil i nyt vindue | Download